-Hvis du ikke bryder dig om lange, kedelige og pessimistiske taler, så ignorer dette indlæg.
Det føles lidt som om det hele går nedad for mig for tiden. Der er ikke sket noget slemt, jeg føler bare ikke jeg kommer videre. Det jeg skriver stinker, det jeg siger er noget sludder, den måde jeg ser ud på er forfærdelig. Alt går bare ned ad bakke. Så skulle man tro at jeg uden et socialt liv har tid til at øve til skolen? Nej, for den tid skal jo bruges på at stirre på en blank side på word og prøve at finde ud af hvordan fanden jeg får min hovedperson til at lyde glad, når jeg selv har det ad helvedes til.
Jeg burde øve matematik, eller fysik, men i stedet for sidder jeg her og gør som om nogen lytter.
Bottom line: Jeg kan ikke finde ud af en skid, en af de eneste veninder jeg rent faktisk synes er rar at snakke med flytter til Australien og jeg føler jeg spilder min tid i skolen (nej, vores skole er ikke ramt af lockout).
Desuden hjælper det ikke at folk på facebook og twitter hele tiden skal spille smart og skrive at man skal tænke at andre har det i forhold til en. Tro mig, jeg er evigt taknemmelig at jeg har en sød familie, at jeg ikke mangler mad, og at vi har råd til tøj og en computer. Men virkelig så hjælper det mig altså ikke med at komme videre.
Det føles lidt som om det hele går nedad for mig for tiden. Der er ikke sket noget slemt, jeg føler bare ikke jeg kommer videre. Det jeg skriver stinker, det jeg siger er noget sludder, den måde jeg ser ud på er forfærdelig. Alt går bare ned ad bakke. Så skulle man tro at jeg uden et socialt liv har tid til at øve til skolen? Nej, for den tid skal jo bruges på at stirre på en blank side på word og prøve at finde ud af hvordan fanden jeg får min hovedperson til at lyde glad, når jeg selv har det ad helvedes til.
Jeg burde øve matematik, eller fysik, men i stedet for sidder jeg her og gør som om nogen lytter.
Bottom line: Jeg kan ikke finde ud af en skid, en af de eneste veninder jeg rent faktisk synes er rar at snakke med flytter til Australien og jeg føler jeg spilder min tid i skolen (nej, vores skole er ikke ramt af lockout).
Desuden hjælper det ikke at folk på facebook og twitter hele tiden skal spille smart og skrive at man skal tænke at andre har det i forhold til en. Tro mig, jeg er evigt taknemmelig at jeg har en sød familie, at jeg ikke mangler mad, og at vi har råd til tøj og en computer. Men virkelig så hjælper det mig altså ikke med at komme videre.
No comments:
Post a Comment